23948sdkhjf

Region Sjælland har laveste antal tomme butikker i ni år

Sjælland har ikke haft så få ledige butikslejemål siden 2009, og andelen af tomme butikslokaler er nu lavere end landsgennemsnittet, viser nye tal.
I første kvartal af 2018 stod blot 5,1 procent af butikkerne i Region Sjælland tomme hen – og det var det laveste niveau siden april 2009.

Det fortæller Ejendomstorvet.dk i en pressemeddelelse.

- Detailhandlen i Region Sjælland blev hårdt ramt af finanskrisen: Tomgangen var meget lav i 2005 og 2006, men blev firdoblet på blot to-tre år. Siden har regionen det meste af tiden haft flere tomme butikker end landsgennemsnittet, men billedet er vendt ifølge vores statistikker: Tomgangen for de sjællandske butikker er faldet kraftigt det sidste halvandet år, og de seneste tre kvartaler har Region Sjælland haft færre tomme butikker end landsgennemsnittet, siger Mette B. Dehn, kommunikationsansvarlig i Ejendomstorvet.dk.

Portalen er ejet af landets ejendomsmæglere ligesom ”søsterportalen” Boligsiden.dk. Aktuelt er lidt over 1.600 lokaler og bygninger inden for detailhandel udbudt via Ejendomstorvet.dk, heraf knap 200 i Region Sjælland.

- Butikkerne er nået gennem finanskrisen, og de største byer som Slagelse, Holbæk og Næstved har kun få ledige lejemål på de mest attraktive strøg – og til gengæld stor efterspørgsel. Vi ser især nye tøjbutikker, cafeer samt livsstils- og brillebutikker. Tomgangen kan godt falde lidt mere, men ikke markant og ikke helt ned til niveauet før finanskrisen, fordi nethandlen fylder meget, siger Ebbe Larsen, erhvervsmægler og detailhandelsekspert hos Nybolig Erhverv Jørgen Klode med afdelinger i Slagelse, Næstved og Roskilde.

Han anbefaler, at udlejerne fortsat er ret fleksible, når fx store detailkæder trimmer butiksnettet.

- I Slagelse lukkede Kiwi en kun et år gammel butik. Desuden har Aldi og Irma lukket ældre, små butikker; en tendens, vi kan komme til at se mere af, fordi butikkerne skal være større og større, og hvis der ikke er mulighed for at udvide, så finder dagligvarekæderne en anden beliggenhed. Flügger er flyttet ud til de store boksbutikker i udkanten af Slagelse, og det kan tage noget længere tid end gennemsnittet at udleje en mellemstor butik, så her spiller udlejernes fleksibilitet og handlingsparathed ind, fx ved at dele lejemålet i to, siger Ebbe Larsen.

Tomgangen på 5,1 procent i Region Sjælland er fordelt med blot 4,7 pct. i Vest-/Sydsjælland og 6,4 pct. i Østsjælland (= det gamle Roskilde amt).

På landsplan er tomgangen 5,4 procent.

I Region Sjælland toppede tomgangen i oktober 2014 – dengang var 7,6 procent af butikslokalerne uden aktivitet.

Supplerende fakta om Region Sjælland og butikslokaler
- Kun 5,1 pct. af butikslokalerne i Region Sjælland står tomme - det laveste siden april 2009 (dengang 4,9 pct). På landsplan er 5,4 pct. af butiksarealerne ledige

- Tomgangen er fordelt med blot 4,7 pct. i Vest-/Sydsjælland og 6,4 pct. i Østsjælland (= det gamle Roskilde amt)

- Tomgangen i Region Sjælland lå under 1½ pct. før finanskrisen, men steg kraftigt fra 2007-2009

- Tomgangen i Region Sjælland toppede med 7,6 pct. i oktober 2014

- Siden juli 2016 (med 7,3 pct.) er tomgangen i Region Sjælland faldet stort set hvert eneste kvartal

- De seneste tre kvartaler har tomgangen i Region Sjælland ligget under landsgennemsnittet - siden slutningen af 2007 og ti år frem lå den ellers over – eller i korte perioder på niveau med – landsgennemsnittet

- Region Sjælland har knap 1,8 mio. kvm butiksarealer eller 14,1 pct. af det samlede butiksareal i hele landet (fordelt med 457.000 kvm i Østsjælland og 1,3 mio. kvm i Vest-/Sydsjælland)

- Aktuelt er 1.647 butikslokaler udbudt til leje eller salg på landsplan - i Region Sjælland gælder det 191 lokaler

- De fleste udbudte lokaler i Vest-/Sydsjælland ligger i Slagelse (30), Holbæk (28), Næstved (19) og Ringsted (16). I Østsjælland er det Roskilde med 26 lokaler og Køge med 10
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095